Opret ePub-arkiver i Pages

Læs mere om, hvordan du bruger Pages til at oprette digitale bøger i ePub-format.

Vælg format

ePub er en åben digital bogstandard (ebook) fra International Digital Publishing Forum. Pages gør det muligt at eksportere dine dokumenter i ePub-format. Dette betyder, at du kan læse dem med iBooks på din iPhone, iPad, iPod touch eller Mac-computer.

iBooks understøtter arkivformaterne ePub og PDF, og du kan eksportere dine dokumenter til begge formater med Pages. Du kan ikke redigere eksporterede ePub- og PDF-arkiver i Pages, så hvis du vil have mulighed for at lave ændringer på et senere tidspunkt, skal du beholde det oprindelige Pages-dokument. Brug disse retningslinjer til at hjælpe dig med at finde ud af, om du vil eksportere dit dokument til ePub, PDF eller begge dele.

Hvornår bruges ePub-formatet?

Du kan bruge ePub-formatet, når teksten er den vigtigste del af dokumentet. Brug det, når du opretter en bog, en rapport, en opgave, et speciale eller materiale, der skal bruges i undervisningssammenhæng.

Hvis du indstiller et dokument til sidelayoutformat, kan du ikke eksportere det i ePub-format.

Understøttede funktioner

ePub-formatet omfatter:

  • Ændringer i tekststørrelse, skrift og retning (rotation af enheden mellem liggende og stående format).
  • Indlejrede videoer i et dokument. Videoer, der tilføjes i Pages til Mac, konverteres til et kompatibelt format i iBooks Store, når du eksporterer din ePub. Videoer, der tilføjes i Pages til iOS, og som ikke allerede er i et kompatibelt format, konverteres til et billede.
  • iBooks-noter.

ePub-dokumenter kan udbydes til salg eller downloades i iBooks Store.

Fjernet fra ePub-eksportarkiver

Noget indhold understøttes ikke af ePub-formatet. Disse elementer fjernes fra dokumentet, når du eksporterer til ePub:

  • Smarte felter
  • Master/baggrundsobjekter
  • Sidehoveder og -fødder
  • Flydende grafik konverteres til integreret grafik
  • Fodnoter konverteres til slutnoter
  • Kolonner
  • Kommentarer
  • Nogle billedeffekter (f.eks. skygger)
  • Billeder, der er større end 3,2 megapixel
     

 

Hvornår bruges PDF-formatet?

PDF-formatet er et godt valg, når du opretter layoutbaserede dokumenter. Det omfatter brochurer, løbesedler og manualer med mange illustrationer.

Understøttede funktioner

Her er nogle af fordelene ved at bruge PDF-formatet:

  • Bevarer alt indhold, al formatering og alle skrifter, som du ønsker det – brugerne kan ikke ændre skrifter eller skriftstørrelser, når de gennemser en PDF.
  • Dokumenter er formateret til enten at være liggende eller stående – PDF-dokumenter skifter ikke tekstombrydning, når retningen ændres på enheden.
  • PDF-formatet er den eneste mulighed for at få Pages-dokumenter med flydende grafik i iBooks.
  • PDF-formatet kan både bruges til tekstbehandlings- og sidelayoutdokumenter.
     

Funktioner, der ikke understøttes

Noget indhold understøttes ikke af PDF-formatet:

  • Læserne kan ikke ændre dokumentets retning, når de roterer deres enhed fra liggende til stående format.
  • Du kan ikke eksportere videoarkiver til PDF-format.
  • Læserne kan ikke føje iBooks-noter til PDF-arkiver.
  • Kommentarer er ikke tilgængelige.

Klargør et dokument

Du kan eksportere alle tekstbehandlingsdokumenter i Pages til ePub-formatet, så de kan læses i en ePub-læser, f.eks. iBooks til iOS eller Mac. Det bedste resultat opnås ved at bruge afsnitsformater og integrerede billeder, når du opretter dit dokument for at sikre, at det fungerer som en ePub. Du kan indsætte en indholdsfortegnelse, der vises på siderne i din bog og i menuen i iBooks. Hvis du ikke indsætter en indholdsfortegnelse, oprettes der en automatisk ud fra de afsnitsformater, du har brugt, og den vises kun i menuen i iBooks. 

Brug skabelonen Digital bog (ePub)

Pages til Mac v5.6 og nyere indeholder skabelonen "Digital bog (ePub)" i skabelonvælgeren, der kan hjælpe dig godt i gang. Hvis du bruger Pages til iOS eller Pages til iCloud, kan du downloade et lignende eksempeldokument.

Brug skabelonen eller eksempeldokumentet til at få mere at vide om, hvordan Pages-dokumenter kan blive vist, når de eksporteres til ePub-format. Når du har læst retningslinjerne og vejledningen i dokumentet, kan du bruge det som en skabelon til at oprette dit eget dokument.

Pages til Mac

  1. Vælg Arkiv > Ny.
  2. Klik på Diverse i skabelonvælgeren.
  3. Vælg skabelonen "Digital bog (ePub)", og klik på Vælg.

Pages til iOS og iCloud

  1. Download eksempeldokumentet.
  2. Åbn eksempeldokumentet i Pages, og brug det til at oprette din bog.

Hvis du ikke vil downloade eksempeldokumentet hver gang, du skal oprette en bog, kan du dublere arkivet, før du redigerer det. Brug den nye dublerede kopi til at oprette din bog.

Tilføj et bogomslag

Du kan bruge den første side i dokumentet som bogomslag. Hvis du vælger denne mulighed, vises der et miniaturebillede af dokumentets første side som et symbol for bogen i dit iBooks-bibliotek. Og bogens indhold starter på side to i dokumentet. Omslagets billede er også synligt ud for bogens indholdsfortegnelse. Hvis du ikke markerer dette afkrydsningsfelt, bruger bogen det generiske symbol i iBooks-biblioteket.

Du kan vælge denne mulighed ved eksport af bogen.

Brug afsnitsformater

De dokumenter, du eksporterer til ePub-format, kan se anderledes ud i forhold til det oprindelige Pages-dokument. Optimal ensartethed mellem dit Pages-dokument og ePub-arkivet opnås ved at bruge afsnitsformater og andre formateringsattributter, der er tilladt i ePub-arkivet.

Læs mere om afsnitsformater til Pages på din iPhone, iPad, iPod touch eller Mac-computer.

Gør billeder til integrerede objekter

Det bedste resultat opnås ved at omformatere alle billeder, figurer og andre objekter i dokumentet for at gøre dem til integrerede objekter.

  1. Vælg eller indsæt et objekt.
  2. Åbn eller tryk på Info om format.
  3. Klik eller tryk på Organiser.
  4. Vælg eller slå "Flyt med tekst" til.
  5. Vælg Integreret med tekst.

Brug en indholdsfortegnelse

Hvis du ikke indsætter en indholdsfortegnelse i dit Pages-dokument, før du eksporterer det til ePub-format, genereres indholdsfortegnelsen automatisk ved hjælp af afsnitsformater, du har brugt. iBooks-brugere kan få vist indholdsfortegnelsen ved at vælge Oversigt > Vis indholdsfortegnelse på Mac-computeren eller ved at trykke på  på iPhone, iPad eller iPod touch.

Hvis du hellere vil have vist en tilpasset indholdsfortegnelse i teksten i din bog, kan du bruge følgende trin til at oprette en.

Sådan oprettes en tilpasset indholdsfortegnelse i Pages til Mac

  1. I menuen Indsæt skal du vælge Indholdsfortegnelse > Dokument. Sørg for, at alle punkter i indholdsfortegnelsen har det korrekte afsnitsformat.
  2. Åbn Info om format, mens indholdsfortegnelsen er valgt. 
  3. I ruden Indholdsfortegnelse skal du vælge alle de afsnitsformater, som skal vises i indholdsfortegnelsen. 
  4. Fjern eller tilføj punkter ved at markere eller fjerne markeringen af afsnitsformater i ruden Indholdsfortegnelse. 

Opret en tilpasset indholdsfortegnelse i Pages til iOS eller Pages til iCloud

Du kan ikke oprette eller redigere en indholdsfortegnelse i Pages til iOS eller Pages til iCloud. Hvis du vil ændre de formater, der vises i indholdsfortegnelsen, skal du åbne dokumentet i Pages til Mac og følge ovenstående vejledning til Pages til Mac.

Kapitler

Kapitler findes automatisk ud fra, hvor der bruges kapitelformatering, og der indsættes et sideskift. I ePub-skabelonen kan du f.eks. bruge formatet for kapitelnavn til at angive, hvor dine kapitler skal opdeles.

Tekststørrelser

Når du får vist dit ePub-arkiv i iBooks, er bogens skrift indstillet til den skrift, du har valgt i iBooks-indstillinger. De tekststørrelser, du angiver i Pages-dokumentet, konverteres til lille, mellem eller stor i din bog. Læserne kan vælge deres foretrukne størrelse, når de læser bogen i iBooks. Farverne i bogen er muligvis ikke helt de samme som i dit Pages-dokument.

Eksporter dit dokument til ePub-format

Hvis du har registrerede ændringer i det dokument, du vil eksportere, skal du acceptere eller afvise ændringerne og afslutte registrerede ændringer, inden dokumentet eksporteres. Registrerede ændringer accepteres automatisk, hvis der ikke foretages specifikke handlinger. 

Pages til Mac

  1. Åbn dokumentet i Pages til Mac.
  2. Vælg Arkiv > Eksporter til > ePub.
  3. Skriv titel og forfatter.
  4. Vælg en Primær kategori for din bog.
  5. Klik på Avancerede indstillinger, og vælg et sprog. Du kan også vælge indstillingen "Brug den første side som omslagsbillede".
  6. Klik på Næste.
  7. Vælg et navn til dit ePub-arkiv, og klik på Eksporter.
  8. Når du har eksporteret arkivet, skal du føje det til iBooks for at få det vist.

Pages til iOS

  1. Åbn dit dokument i Pages til iOS.
  2. Tryk på  .
  3. Tryk på Send en kopi.
  4. Vælg ePub.
  5. Skriv titel og forfatter.
  6. Vælg en genre og et sprog for din bog. 
  7. Hvis du vil bruge den første side som omslagsbillede, skal du slå indstillingen til ved at vælge Avanceret > Omslagsbillede til bog. Tryk på Tilbage.
  8. Tryk på Send for at dele din ePub.

Pages til iCloud

  1. Åbn dit dokument i Pages til iCloud.
  2. Tryk på , og vælg "Send en kopi".
  3. Klik på ePub i det vindue til downloading, der vises.
  4. Skriv titel og forfatter.
  5. Vælg en genre og et sprog for din bog. Du kan også vælge indstillingen "Brug den første side som omslagsbillede".
  6. Klik på Næste, og klik derefter på E-mail for at dele dokumentet.

Oplysninger om produkter, der ikke er fremstillet af Apple, eller selvstændige websteder, der ikke er styret eller testet af Apple, er ikke udtryk for anbefalinger eller godkendelser fra Apples side. Apple påtager sig intet ansvar med hensyn til udvalget af disse produkter, produkternes funktionsevne eller brugen af produkterne. Apple giver ingen garanti for, at indholdet på websteder, som Apple ikke står bag, er pålideligt og præcist. Det er forbundet med en naturlig risiko at bruge internettet. Kontakt producenten for at få yderligere oplysninger. Andre virksomheds- og produktnavne kan være varemærker tilhørende de respektive ejere.

Udgivelsesdato: