Når et program ikke reagerer eller virker korrekt, bruger det muligvis mere af CPU'en, end det er nødvendigt – også selv om det ser ud til, at programmet ikke er i gang med noget. Når CPU'en arbejder hårdere, bruger den mere strøm, hvilket reducerer Mac-computerens batteritid. Det genererer også varme, som kan få blæserne i Mac-computeren til at køre hurtigere.
Sådan bruges Aktivitetsovervågning til at kontrollere CPU-aktiviteten
I vinduet CPU i Aktivitetsovervågning kan du se, hvordan programmerne (processerne) påvirker din CPU:
- Åbn Aktivitetsovervågning, og vælg Oversigt > Alle processer.
- Klik øverst i kolonnen "% CPU" for at sortere efter den procentdel af CPU-kapaciteten, der bruges af en proces.

Et program bruger normalt en større procentdel af CPU'en ved udførelse af opgaver, der kræver tunge beregninger – f.eks. kodning af video. Brugen af CPU-kapaciteten reduceres tilsvarende, når opgaven er udført, og den ophører normalt helt, når programmet lukkes. En hvilken som helst proces undtagen kernel_task, der kontinuerligt bruger mere end 70 % af CPU-kapaciteten, belaster CPU'en betydeligt og kan have en fejl.
Sådan sluttes processer med fejl
Hvis du vil slutte en proces, skal du først prøve at slutte den, som du plejer. Eksempel: Slut Safari ved at skifte til Safari og vælge Safari > Slut Safari.
Hvis du ikke kan slutte en proces normalt, kan du bruge Aktivitetsovervågning til at tvinge den til at slutte. Arkivér eventuelle dokumenter, der er tilknyttet processen, vælg derefter processen i Aktivitetsovervågning, og vælg Oversigt > Slut proces.
Hvis du ikke genkender navnet på en proces, kan den tilhøre macOS eller en anden proces, som du kan genkende. Du kan se forholdet mellem forskellige processer ved at vælge Oversigt > Alle processer, hierarkisk. Hvis du ser, at en proces tilhører et program, f.eks. Safari eller Mail, skal du lukke programmet, inden du beslutter dig for at slutte én eller flere af programmets processer.
Der er større sandsynlighed for at undgå processer med fejl, hvis du holder programmer, tilbehør og operativsystemet opdateret.
Læs mere
- Undersøg, om der er andre forhold, der gør det svært for Mac-computeren at undgå at blive varm: læs mere om blæserne i Mac-computeren og driftstemperaturen for bærbare Mac-computere.
- Læs mere om batterierne i Mac-computeren og om, hvordan du optimerer batteritiden og batteriets levetid.
- Læs mere om, hvordan Spotlight-indeksering kan få blæserne til at køre.
- Læs mere om, hvordan tilbehør fra andre producenter kan medføre særlige problemer i Safari.