Før du sælger eller bortgiver din Mac

Når du vil sælge eller bortgive din Mac, er der nogle trin, der skal udføres. Du skal sikkerhedskopiere computeren, slå visse funktioner og tjenester fra og slette harddisken. Denne artikel beskriver de trin, der skal udføres.

Skifter du til en ny Mac?

Læs mere om, hvordan du flytter dine arkiver til en ny Mac. Dette skal gøres, inden du sletter harddisken eller går videre med andre trin.

Opret en sikkerhedskopi

Sørg for at have en opdateret sikkerhedskopi af dine vigtige arkiver og data. Læs mere om, hvordan du sikkerhedskopierer dine data i macOS.
 

Log af iTunes

Åbn iTunes. Gå til menulinjen øverst på skærmen eller øverst i iTunes-vinduet, og vælg Konto > Godkendelser > Fjern godkendelse af denne computer.

Indtast dit Apple-id og din adgangskode, når du bliver bedt om det. Klik derefter på Fjern godkendelse.

Læs mere om, hvordan du fjerner godkendelsen af computeren ved hjælp af iTunes, herunder hvordan du fjerner godkendelsen af alle de computere, du har brugt med din iTunes-konto.
 

Log af iCloud

Hvis du bruger Find min Mac eller andre iCloud-funktioner på din Mac, skal du først arkivere eller sikkerhedskopiere dine iCloud-data.

Derefter skal du vælge Apple-menuen > Systemindstillinger og klikke på iCloud. Fjern derefter markeringen af afkrydsningsfeltet Find min Mac.

Til sidst skal du logge af iCloud. Gå til Systemindstillinger, klik på iCloud, og klik derefter på knappen Log ud.

Når du logger af iCloud, bliver du spurgt, om du vil fjerne iCloud-dataene fra din Mac. Dine iCloud-data bliver på alle andre enheder, der bruger det samme Apple-id.
 

Log af iMessage

Hvis du bruger OS X Mountain Lion eller en nyere version, skal du logge af iMessage.

Gå til appen Beskeder, og vælg Indstillinger > Konti. Vælg din iMessage-konto, og klik på Log ud.
 

Slet og geninstaller macOS

Følg denne vejledning for at omformatere din harddisk og geninstallere macOS.

Når du har omformateret harddisken og geninstalleret macOS, genstarter computeren og viser en velkomstskærm, hvor du skal vælge land eller område. Hvis Mac-computeren skal være i samme tilstand som ved levering, skal du ikke gå i gang med at foretage indstillinger på skærmen. Tryk i stedet på Kommando-Q for at lukke din Mac. Når den nye ejer tænder sin Mac, fører indstillingsassistenten brugeren gennem indstillingsprocessen.
 

Udgivelsesdato: