Brug af Mail på din Mac-computer

Brug programmet Mail i OS X til at skrive, besvare og arkivere e-mails på din Mac-computer. 

Indstil Mail

Hvis du ikke allerede har indstillet din e-mailkonto, bliver du bedt om at indstille en, første gang du åbner Mail.

Vælg en e-mailudbyder på listen, og klik derefter på Fortsæt.

Indtast navn, e-mailadresse og adgangskode til e-mail, og klik derefter på Opret. 

Mail beder dig muligvis om, at angive flere indstillinger. Når du har oprettet din konto, kan du tilføje flere konti ved at vælge Mail > Tilføj konto.

Skriv nye beskeder

Du starter en ny besked ved at trykke på Kommando-N (⌘), klikke på knappen Ny besked  på værktøjslinjen Mail eller vælge Arkiv > Ny besked. Et nyt beskedvindue åbnes:

Når du har indtastet et navn eller en adresse i feltet Til eller i andre adressefelter, udfylder Mail automatisk feltet på baggrund af de oplysninger, der findes i appen Kontakter og i tidligere afsendte eller modtagne beskeder. Indtast modtagerens fulde e-mailadresse efter behov. Adskil flere modtagere med komma.

Indtast et emne for din besked i det relevante felt, og indtast derefter teksten i det store felt. Hvis du vil ændre beskedens udseende:

  • Klik på knappen Format  , og brug betjeningspanelet til at ændre skriftsnit eller tekstjustering.
  • Klik på knappen Vis standardlayout   for at bruge en indbygget skabelon til beskeden. 

Klik på Send, når du er færdig  . Hvis computeren er offline, arkiverer Mail udgående beskeder i din Udbakke, indtil der oprettes forbindelse til internettet. Hvis du ikke er helt parat til at sende beskeden, kan du bare lukke vinduet eller vælge en anden besked. Mail arkiverer ufærdige beskeder i postkassen Udkast.

Se din e-mail

Mail kontrollerer med jævne mellemrum automatisk, om der er kommet ny post til dine e-mailkonti. Hvis du vil søge efter e-mail manuelt, skal du klikke på knappen Hent post  . Du kan få vist en e-mail ved at vælge den på listen over beskeder i venstre side af vinduet Mail. Beskedens tekst vises i højre side af vinduet.

Svar på e-mail

Du kan svare på en besked ved at klikke på knappen Svar   eller Svar alle  . Skriv dit svar, og klik derefter på knappen Send  . Klik på Videresend   for at videresende en afsendt besked til andre.

I OS X Yosemite eller nyere kan du bruge funktionen Ændringer til at tegne eller skrive direkte i et bilag. Brug knappen Vedlæg  til at føje et bilag til dit svar, og placer derefter markøren på et billede eller en PDF i din besked. Klik på det menusymbol  , der vises i øverste højre hjørne af bilaget, og vælg derefter Markering i den viste menu. Du kan vælge mellem følgende markeringsværktøjer:

  • Brug værktøjet Udkast  til at lave frihåndstegninger i bilaget.
  • Brug værktøjet Figurer   til at lave figurer, f.eks. rektangler, ovaler, streger og pile. Eller tegn figurer med en finger på pegefeltet. Brug værktøjet Zoom   nederst i paletten Figurer til at forstørre og fremhæve en del af billedet.
  • Brug værktøjet Tekst   til at indtaste tekst direkte på billeder eller i PDF-arkiver, f.eks. for at give feedback på en e-mailtråd.
  • Brug værktøjet Signer   til at signere ved at tegne dit navn på pegefeltet med en finger, eller tag et billede af din underskrift ved hjælp af Mac-computerens kamera.

Samtaler

Mail organiserer e-mailsvar i samtaler for at gøre det nemmere at følge med i en tråd af beskeder mellem dig og andre personer. Mail skjuler tekst, som du allerede har set i tidligere e-mailbeskeder, så det er nemmere at holde styr på et emne. Klik på Se mere, hvis du vil se hele teksten i en bestemt besked.

Bilag

Sådan indsættes et bilag, f.eks. et billede eller et dokument:

  • Træk bilaget til e-mailen.
  • Eller klik på knappen Vedlæg   i beskedvinduet.
  • Eller vælg Arkiv > Vedlæg arkiver. 

Beskeder med bilag vises med symbolet af en papirclips:

Når du modtager et bilag, skal du dobbeltklikke på bilaget for at åbne det. Du kan også trække bilagene ud af e-mailens beskedvindue eller vælge Arkiv > Arkiver bilag.

Mail i OS X Yosemite og iOS 9.2 gør det muligt at sende store arkiver (op til 5 GB pr. besked), f.eks. videoer, præsentationer og mapper med billeder uden, at du skal bekymre dig om e-mailudbyderens eventuelle begrænsninger for arkivstørrelse. Denne funktion kaldes Mail Drop. Den kan bruges med alle e-mailtjenester, så længe du bruger Mail og er logget på iCloud på din enhed. Mail Drop overfører automatisk store bilag til iCloud. Hvis modtageren bruger Mail, får vedkommende bilaget som en del af beskeden. Hvis modtageren bruger et andet program eller webmail, får vedkommende en henvisning, hvor arkiverne kan downloades. Du skal bare klikke på Send, så klarer Mail resten. Bilagene er tilgængelige i 30 dage og tæller ikke med i din iCloud-lagringsplads.

Organiser dine e-mails

Du kan oprette postkasser for at organisere dine e-mailbeskeder. Postkasser fungerer som mapper i Finder.

Sådan oprettes en postkasse:

  1. I Mail: Vælg Postkasse > Ny postkasse
  2. Vælg postkassens placering i den viste rude.
    • Vælg På min Mac for at oprette en postkasse, som kun findes på din Mac-computer.
    • Vælg en e-mailtjeneste (f.eks. iCloud) for at oprette en postkasse, som du har adgang til fra alle enheder, der bruges til mail.
  3. Navngiv postkassen, og klik på OK.

Alle dine postkasser vises på en liste i indholdsoversigten. Hvis du ikke får vist indholdsoversigten, skal du klikke på knappen Postkasser på din Favoritlinje eller vælge Oversigt > Vis postkasseliste. Brug en af følgende fremgangsmåder til at flytte beskeder til postkasser:

  • Træk beskederne til en postkasse.
  • Når der vises en besked, skal du vælge "Flyt til" eller "Kopier til" i menuen Beskeder i menulinjen. 
  • Kontrol-klik på en besked på beskedlisten, og vælg derefter "Flyt til" eller "Kopier til" i den viste genvejsmenu.
  • Brug funktionen Regler i Safaris indstillinger til at oprette en mailregel, der flytter beskederne på baggrund af dine angivne betingelser. 

Brug søgefeltet i vinduet Mail til at søge på afsender, emne, bilag og meget mere. Hvis du vil afgrænse søgningen, skal du vælge et alternativ i den menu, der vises, mens du skriver. Du kan også indtaste navne eller ord, der er relateret til den besked, som du leder efter. Vælg en søgekode, f.eks. Personer eller Emne for kun at søge i det pågældende felt i Mail. Hvis du vil søge i en bestemt postkasse, skal du vælge en postkasse i indholdsoversigten Postkasser eller på din Favoritlinje.

Læs mere

Du kan læse mere om Mail i Mac-computerens indbyggede hjælp. Åbn Mail, og klik derefter på menuen Hjælp øverst på skærmen. Søg efter et Mail-emne, som du ønsker flere oplysninger om, eller søg efter et menuemne i Mail.

Oplysninger om produkter, der ikke er fremstillet af Apple, eller selvstændige websteder, der ikke er styret eller testet af Apple, er ikke udtryk for anbefalinger eller godkendelser fra Apples side. Apple påtager sig intet ansvar med hensyn til udvalget af disse produkter, produkternes funktionsevne eller brugen af produkterne. Apple giver ingen garanti for, at indholdet på websteder, som Apple ikke står bag, er pålideligt og præcist. Det er forbundet med en naturlig risiko at bruge internettet. Kontakt producenten for at få yderligere oplysninger. Andre virksomheds- og produktnavne kan være varemærker tilhørende de respektive ejere.

Udgivelsesdato: