
Du kan bruge en af disse metode til at flytte indhold til din nye MacBook- eller MacBook Pro-computer.
Via en Wi-Fi-forbindelse
Den nemmeste måde at flytte indhold fra en gammel Mac-computer til din nye MacBook- eller MacBook Pro-computer er via Wi-Fi. Hvis du skal overføre meget indhold, kan det tage flere timer – måske endda hele natten. Sørg for, at begge computere er sluttet til strøm.
Brug denne fremgangsmåde til at overføre indhold til din nye MacBook- eller MacBook Pro-computer over Wi-Fi:
- Sørg for, at den gamle Mac-computer og den nye Mac-computer har forbindelse til det samme Wi-Fi-netværk.
- Hvis det er første gang, at du tænder din nye Mac-computer, skal du følge vejledningen på skærmen i Indstillingsassistent. Hvis du allerede har indstillet din nye Mac-computer, skal du åbne Overførselsassistent i mappen Hjælpeprogrammer.
- Åbn Overførselsassistent i mappen Hjælpeprogrammer på din gamle Mac-computer.
- Når Overførselsassistent vises på din gamle Mac-computer, skal du vælge at overføre dine data "Til en anden Mac" og derefter klikke på Fortsæt. Indtast administratoradgangskoden, hvis du bliver bedt om det.
- Vælg det system, der skal overføres fra, og klik derefter på Fortsæt. Knappen Fortsæt er ikke tilgængelig (nedtonet), før du har valgt en kilde.
- Hvis der vises en sikkerhedskode, skal du kontrollere, at samme sikkerhedskode vises på begge Mac-computere. Klik derefter på Fortsæt på den Mac-computer, der skal overføres fra.
- Hvis du kun vil overføre en del af en konto, skal du fjerne markeringen af de dele, der ikke skal overføres. Hvis du har mulighed for at overføre indhold fra mere end én bruger, skal du klikke på trekanten ud for et brugersymbol og fjerne markeringen af det indhold, der ikke skal overføres for den eller de pågældende brugere.
- Når du klikker på Fortsæt, starter Overførselsassistent overførslen af arkiver til din nye Mac-computer. Overførselstiden afhænger af den mængde data, der skal kopieres, og af Wi-Fi-forbindelsens hastighed.
Når overførslen er færdig, skal du logge på en overført konto på din nye Mac-computer for at se dens arkiver.

Fra Time Machine eller en anden sikkerhedskopi ved hjælp af USB og mellemstik
Hvis du har en Time Machine-sikkerhedskopi af din gamle Mac-computer, kan du overføre dit indhold ved at slutte det eksterne USB-drev, der indeholder Time Machine-sikkerhedskopien, til din nye MacBook- eller MacBook Pro-computer. Dette kan være en hurtigere måde at overføre indhold på. Hvis du ikke har en Time Machine-sikkerhedskopi af den gamle Mac-computer, kan du oprette en.
Hvis du vil slutte dit eksterne USB-drev til din nye MacBook- eller MacBook Pro-computer, skal du bruge et USB-C-mellemstik.
Hvis du bruger et USB-C til USB-mellemstik til at slutte sikkerhedskopidrevet til en MacBook-computer, skal du sørge for, at MacBook-computerens batteri er fuldt opladet, inden overførslen begynder. USB-C Digital AV Multiport-mellemstikket og USB-C VGA Multiport-mellemstikket er ideelle, fordi de kan oplade din MacBook-computer og tilslutte dit drev samtidigt.
Følg disse trin for at overføre indhold fra en eksisterende Time Machine-sikkerhedskopi på et USB-drev:
- Slut USB-mellemstikket til din nye Mac-computer. Slut derefter drevet med Time Machine-sikkerhedskopien til USB-mellemstikket.
- Hvis det er første gang, at du tænder din nye Mac-computer, skal du følge vejledningen på skærmen i Indstillingsassistent. Hvis du allerede har indstillet din nye Mac-computer, skal du åbne Overførselsassistent i mappen Hjælpeprogrammer.
- Gå til overførselsskærmen, og vælg "Fra en Mac, Time Machine-sikkerhedskopi eller en startdisk", og klik derefter på Fortsæt. Hvis du bliver bedt om det, skal du indtaste et administratorbrugernavn og en adgangskode og derefter klikke på OK.
- Vælg den Time Machine-sikkerhedskopi, der skal overføres fra, og klik derefter på Fortsæt. Knappen Fortsæt er ikke tilgængelig (nedtonet), før du har valgt en kilde.
- Vælg den Time Machine-sikkerhedskopi, du vil overføre fra, og klik derefter på Fortsæt.
- Hvis du kun vil overføre en del af en konto, skal du fjerne markeringen af de dele, der ikke skal overføres. Hvis der er mere end én bruger af din gamle Mac-computer, skal du klikke på trekanten ud for et brugersymbol og fjerne markeringen af det indhold, der ikke skal overføres for den eller de pågældende brugere.
- Når du klikker på Fortsæt, starter Overførselsassistent overførslen af arkiver til din nye Mac-computer. Overførselstiden afhænger af den mængde data, der skal kopieres, og af sikkerhedskopidrevets hastighed.
Når overførslen er færdig, skal du logge på en overført konto på din nye Mac-computer for at se dens arkiver.

Via Ethernet med et mellemstik
Hvis du vil overføre indhold mellem din nye MacBook- eller MacBook Pro-computer og en gammel Mac-computer via Ethernet, skal du bruge et USB-C til Gigabit Ethernet-mellemstik og – hvis din gamle Mac-computer ikke har en Ethernet-port – et Thunderbolt til Gigabit Ethernet-mellemstik.
Hvis du slutter til en MacBook-computer, skal du sørge for, at computerens batteri er fuldt opladet, inden du begynder.
Når du har de mellemstik, du skal bruge, kan du følge denne fremgangsmåde til at overføre indhold via Ethernet:
- Slut USB-C til Gigabit Ethernet-mellemstikket til din nye Mac-computer.
- Slut et Ethernet-kabel til USB-C til Gigabit Ethernet-mellemstikket på din nye Mac-computer. Slut den anden ende af kablet til Ethernet-porten eller Thunderbolt til Gigabit Ethernet-mellemstikket på den gamle Mac-computer.
- Hvis det er første gang, at du tænder din nye Mac-computer, skal du følge vejledningen på skærmen i Indstillingsassistent. Hvis du allerede har indstillet din nye Mac-computer, skal du åbne Overførselsassistent i mappen Hjælpeprogrammer.
- Når overførselsskærmen vises på din nye Mac-computer, skal du klikke på Fortsæt. Hvis du bliver bedt om det, skal du indtaste et administratorbrugernavn og en adgangskode og derefter klikke på OK.
- Åbn Overførselsassistent i mappen Hjælpeprogrammer på din gamle Mac-computer.
- Når Overførselsassistent vises på din gamle Mac-computer, skal du vælge at overføre dine data "Til en anden Mac" og derefter klikke på Fortsæt. Indtast administratoradgangskoden, når du bliver bedt om det.
- Vælg det system, der skal overføres fra, og klik derefter på Fortsæt. Knappen Fortsæt er ikke tilgængelig (nedtonet), før du har valgt en kilde.
- Hvis der vises en sikkerhedskode, skal du kontrollere, at samme sikkerhedskode vises på begge Mac-computere. Klik derefter på Fortsæt på den Mac-computer, der skal overføres fra.
- Hvis du kun vil overføre en del af en konto, skal du fjerne markeringen af de dele, der ikke skal overføres. Hvis du har mulighed for at overføre indhold fra mere end én bruger, skal du klikke på trekanten ud for et brugersymbol og fjerne markeringen af det indhold, der ikke skal overføres for den eller de pågældende brugere.
- Når du klikker på Fortsæt, starter Overførselsassistent overførslen af arkiver til din nye Mac-computer. Overførselstiden afhænger af den mængde data, der skal kopieres, og af forbindelsens hastighed.
Når overførslen er færdig, skal du logge på en overført konto på din nye Mac-computer for at se dens arkiver.

Ved hjælp af et USB-C til USB-C-kabel
Du kan flytte data mellem to MacBook- eller MacBook Pro-computere med USB-C ved hjælp af et USB-C til USB-C-kabel.
Ikke alle USB-C til USB-C-kabler har dataoverførselsfunktioner og understøtter denne proces. Brug et kabel som Belkin 3.1 USB-C til USB-C-kablet til denne fremgangsmåde. Hvis du slutter til en MacBook-computer, skal du sørge for, at computerens batteri er fuldt opladet, inden du begynder.
Brug denne fremgangsmåde til at overføre via et USB-C til USB-C-kabel:
- Start din gamle Mac-computer (den med dine data) i funktionen "Computer som ekstern harddisk".
- Slut USB-C til USB-C-kablet til begge computere.
- Start din nye Mac-computer. Hvis du tænder den for første gang, skal du følge vejledningen på skærmen i Indstillingsassistent, indtil skærmbilledet "Overfør oplysninger til denne Mac" vises. Hvis du allerede har indstillet din nye Mac-computer, skal du bekræfte, at den gamle Mac-computer vises som et drev på skrivebordet for din nye Mac-computer, og derefter åbne Overførselsassistent fra mappen Hjælpeprogrammer. Klik på Fortsæt.
- Vælg mellem at overføre fra en Mac-computer, en Time Machine-sikkerhedskopi eller en startdisk. Klik på Fortsæt.
- En advarsel råder dig til at tilslutte strømforsyningen. Klik på Fortsæt.
- Det næste skærmbillede hedder "Overfør oplysninger til denne Mac". Klik på Fortsæt.
- Vælg de indholdskategorier, du vil overføre. Klik på Fortsæt. Klik på Enig på de næste to skærmbilleder med vilkår og betingelser for at starte overførslen. Afhængigt af, hvor meget indhold du har, kan processen tage flere timer.
Hvis du overfører en konto, der har det samme navn som en konto på din nye Mac-computer, bliver du bedt om at omdøbe den gamle konto eller erstatte kontoen på den nye Mac-computer. Hvis du omdøber den gamle konto, vises den som en selvstændig brugerkonto på den nye Mac-computer med egen hjemmemappe og eget login. Hvis du erstatter kontoen, overskriver den gamle konto kontoen på den nye Mac-computer – dette gælder også alt indhold i hjemmemappen.
- Når overførslen er færdig, vises skærmbilledet "Overførsel er udført". Klik på Slut.
- Afslut "Computer som ekstern harddisk" på din gamle MacBook-computer ved at holde afbryderknappen nede, indtil computeren slukker. Fjern derefter USB-C-kablet fra begge computere.
Når overførslen er færdig, skal du logge på en overført konto på din nye Mac-computer for at se dens arkiver.

Overfør fra en Windows-pc
Du kan også overføre indhold til din MacBook- eller MacBook Pro-computer fra en Windows-pc (Windows XP med SP2 eller en nyere version) via Wi-Fi eller Ethernet. Hvis du vil overføre indhold via Ethernet, skal du bruge de samme kabler og mellemstik, der blev beskrevet ovenfor, til din MacBook-computer. Lær at overføre indhold fra en Windows-pc.

Læs mere
- Hvis du bortskaffer den gamle Mac-computer, kan du læse mere om, hvad du skal gøre, før den sælges eller foræres væk.
- Hvis du har brug for hjælp med overførsel, kan du kontakte Apple-support.